www.ugle.dk Jørgen Ebert, je@ugle.dk
Hjemmeside   Sange   Matematik   Privat   Links  

Gamle Danske Sange: Hjalmar og Hulda

Ophavsret   Melodi  

Hjalmar og Hulda
Tekst: Skillingsvise
Melodi: ?

På blomsterklædt bakke sad Hjalmar så tavs,
thi afskedens time var nær.
Han skulle snart drage til fremmede land
og kæmpe mod fjendernes hær.
Hans hjerte det banked, mens vestvinden lufted,
han sukked, skønt blomsterne yndelig dufted.
Han vented på Hulda, hans glæde og lyst,
hans elskede pige og eneste trøst.

Og solen sig nejed og himlen blev rød,
og skyerne stege fra vest,
hans kinder blev hvide, og bleg som en død
han ville bestige sin hest.
Da så han i afstand sin Hulda at komme,
han hørte soldaternes trompet og tromme,
da tøjred han atter sin modige hest
og iled til Hulda så glad som til fest.

O, Hulda, du elskte, kom hid i min favn,
i morgen jeg rejser fra dig.
Forglem ej din Hjalmar, forglem ej mit navn,
o Hulda vær tro imod mig.
Thi stedse, ifald jeg må være i live,
du trofast og ung i min tanke skal blive.
Ja, lov mig, du Hulda, at være mig tro,
da glemmes min sorg og mit hjerte får ro.

Min Hjalmar, ret aldrig jeg bryder min ed,
og ej skal jeg glemme dit navn.
Jeg misted min glæde, jeg misted fred,
om du tog en anden i favn.
Det aldrig skal spørges, hvor end jeg skal vanke,
at jeg skulle skænke en anden min tanke.
Før døden os kalder, før skilles vi ej,
mit hjerte for evigt kun tilhører dig.

Nu vel, da jeg siger et kærligt farvel,
farvel da, min yndige brud.
Jeg elsker dig, Hulda, i sorg som i held,
det ord hører himmelens Gud.
Blandt kugler og strid du min tanke skal være,
hvis Gud fører atter mig hjemad med ære,
og vil os forlene med sejerens krans,
da drager jeg hid med musik og med dans.

Du elsker mig, Hulda, og jorden mig bær',
jeg duggen på rosen er lig,
du elsker mig, Hulda, og lykken den er
ej nu mere fremmed for mig.
Jeg mindes, o Hulda, din nattergal-stemme,
der lyder så dejlig i skoven herhjemme,
farvel, du min elskte, et kærligt farvel,
farvel, søde Hulda, og bed for mit held.

Han trykkede Hulda så ømt til sit bryst,
og læberne mødtes til kys.
Og månen beskinned den blomstrende kyst,
og natten var stille og lys.
Nu Hjalmar red hjemad med tårer i øjet,
hans hest bar ham fremad og sprang så fornøjet,
den nattergal sang i den dejlige lund,
da Hjalmar drog bort just i midnattens stund.

Den næste dags morgen før solen stod op,
lød krigersk trompeternes klang,
som løjtnant red Hjalmar nu foran sin trop
og hilste med sablen og sang:
Farvel, du min fader, farvel, kære moder,
lev vel til vi ses, både søster og broder,
farvel, elskte Hulda, farvel nu på stand,
farvel, du mit elskede fædreneland!

Så red de mod havnen med sang og musik,
og stege så trøstig ombord,
og bølgerne sagte fra strandbredden gik,
og vinden frembruste fra nord.
De styrede kursen mod Frankerigs lande,
den sjette dags morgen ved kysten de stande,
i hurtige marcher de ilede frem
til franskmandens lejr, hvor man ventede dem.

Og syv år gik hen, inden krigen var endt,
det var i skærsommer en dag,
da Hjalmar mod hjemmet sig atter har vendt,
med glæde svang truppen sit flag.
Hans lykke var stor, thi nu skulle han havne
i glæde og atter sin Hulda omfavne,
dog Hulda hun havde ej trofast holdt stand,
hun havde alt valgt sig en anden til mand.

En stjerneklar aften gik alle i land.
O, hvor var de glade i sind,
nu stod de jo atter på fædrenestrand,
de krigsmænd med brunede kind.
Men Hjalmar red fremad i natten så rolig,
at favne sin Hulda i fiskerens bolig.
Dog huset var lukket, hans kaldende røst
kun hørtes som ekko langs blomstrende kyst.

Så bandt han da hesten, til døren han gik
og bankede sagtelig på.
Og lige derefter at skue han fik
en fisker ved vinduet stå.
Han spurgte: Hvem banker på døren så silde?
En løjtnant det er alt fra Gyldenrandskilde!
Hvem søger du da, og hvorfra kommer du?
Jeg søger min Hulda, så svar mig da nu!

Ja så, det er Hjalmar, nu kender jeg dig,
velkommen fra fremmede land.
Dog søg ikke Hulda, thi her er hun ej,
hun færdes i højere stand.
Forældrene døde, og fiskerens hytte
blev hende for trang, derfor ville hun flytte.
I dag med grev Rosenkrans stod hun just brud
og er nu hans hustru for verden og Gud.

O himmel og afgrund! mit hjerte, o brist!
skreg Hjalmar og slog sig for bryst.
Mit bedste på jorden det har jeg nu mist',
i verden jeg finder ej trøst.
O Hulda, o Hulda! hvor kunne du svige!
jeg elskede dog så oprigtigt min pige!
Dog hævn vil jeg øve, så sandt jeg er her,
i aften man skal spørge nyt fra mit sværd.

Så red han afsted da i midnattens stund
til slottet, hvor brylluppet var,
og hesten den skummed, i blod stod dens mund,
den vrinsked og skoven gav svar.
Snart brused musikken fra salen derinde
og tusinde lys ud fra kronerne skinne.
Hans hjerte det rased, han standsed sin hest,
og tren ind i salen som ubuden gæst.

Han standser i døren, han stirrer omkring,
forvirret omvanker hans blik,
af fingeren drog han den gyldene ring,
som en gang af Hulda han fik.
Og tårene væde de dødblege kinder,
snart blikket den elskede Hulda genfinder,
en myrtekrans smykker den dejlige brud,
der svigted sin Hjalmar og glemte sin Gud.

Han trykkede bruden så hårdt i sin favn:
O Hulda, o, hvad har du gjort?
Du svigted din Hjalmar, du glemte hans navn,
ak, tænk på den ed, som du svor.
Du ægted en anden, men ham skal du miste.
O Hulda, o Hulda, mit hjerte må briste.
Jeg elsker dig trofast i sorg som i lyst,
men hvor skal jeg nu finde glæde og trøst?

Se her denne ring, som en gang du mig gav,
i ti år jeg trofast den bar,
vel skal den ej pryde min hånd til min grav,
dog aldrig jeg plettet den har.
Men hvad vil du sige, når snart du nu skuer
min grav, mon der ikke fortærende luer
vil pine dit hjerte og røve din ro,
når natten med mørke omhyller dit bo?

Da segnede Hulda, afmægtig hun lå,
og kransen af hovedet faldt,
dog Hjalmar den splitted i stykker så små,
men brudgommen blev nu hidkaldt.
Og Hjalmar han uddrog sit sværd da i vrede,
og brudgommen sit, og forbitret de strede,
ung Hjalmar han hugged så sværdet det klang,
og brudgommen dræbtes og blodet det sprang.

Derefter jog Hjalmar sit sværd i sit bryst,
og alle af salen forsvandt,
end kaldte på Hulda i døden hans røst,
nu lå der da to lig for sandt.
Da vågnede Hulda fra afmagtens slummer,
hun stirred forvildet, ej tanken det rummer!
Da hun så sin brudgom lå død i sit blod
tilligemed Hjalmar, som grumt hun forlod.

Nu bragte de Hjalmar til fædrene borg,
til Gyldenrands skovsmykte kyst,
derhjemme der fødtes så blytung en sorg
i begge forældrenes bryst.
Man lagde hans lig i en stue ved haven,
i fred, medens graveren uddybed graven,
men næste dags morgen, da alting var tyst,
man Hulda fandt død ved hans blodige bryst.

Der lå hun og slyngede om ham sin arm,
hans hånd holdt hun trygt til sin mund,
der hviled de stille med barm imod barm
som hin gang i aftenens stund.
Så lagdes de begge i graven tilsammen,
i døden blev brylluppet holdt uden gammen,
der hvile de begge, de elskende to,
i livet bor sorgen, i graven er ro.

Hver gang, siger sagnet, når midnatten har
sit tågede tusmørke lagt
på bakken, hvor Hjalmar og Hulda før var,
står Hulda i sølverhvid dragt.
På pladsen, hvor kærligheds sang de istemte
og udtalte eden, som Hulda forglemte,
stå Hjalmar og Hulda med udslaget hår
og favnes og svinde når midnatten slår.


Jørgen Ebert, je@ugle.dk